Vikingetidens Stilarter

Dyremotiverne de benyttede har fået navn efter deres fundsted. De mange guld-, sølv- og bronzesmykker i vikingetiden kan deles i: Gribedyrs-stil, Borres-stil, Jellinge-stil, Mammen-stil og Urnes-stil.

Sidstnævnte opkaldt efter en udskæring i træværket på en stavkirke i Urnes, Norge. Denne stil ses på mange brocher, med deres fine åbent-flettede og gennembrudte snoninger omkring et fabeldyr. De var i brug og på mode langt ind i den nordiske middelalder (år 1000 – 1200) og kunne optræde sammen med den romanske stil, der kom til Skandinavien fra Vesteuropa.

Sansen for det blotte æstetiske, mønsteret og designet, eksisterede side om side med, og i kontrast til, de hedenske elementer, som f. eks. afbildningen af fabeldyr, Thors hamre, guder, mytologiske figurer som gedebukke og ravnene Hugin og Munin.

Efterhånden som kristendommen vandt indpas, udskiftede vikingerne de hedenske symboler med kristne. Nu sås alt oftere korset, duen (fredsduen), nøglen (til St. Peters port) og lammet (Guds lam) indgå i smykkedesignet.

Med importen af ædelmetaller fra det islamiske kalifat, Tyskland, Frankrig og England fulgte også udvikling. De lærte hurtigt at beherske støbeteknikker, smedning, filigran, granulering, ciselering, niello, forgyldning, glas- og stenindsætninger. Den eneste teknik de savnede, var emaljering.

Vikingetidens håndværksmæssige formåen toppede omkring år 1000. Et eksempel på deres kunne ses i de to runde filigranornamenterede guldspænder fra Hornelund i Jylland. De er fundet imiteret i hele Skandinavien, Rusland, England og selv på Island.




Filigranmotivet er så overvældende, at de næppe kan gøres i dag. Spænderne kan beses på Danmarks Nationalmuseum.

Illustration på foregående side: Eksempel på flettet stil. Vikingeøreringe med flettet mønster i sølv - Skandinavian 8-9 århundrede.

Illustration herover: jellingebægeret

 

preload spinner