Alexandria og kattegudinden

Egyptiske guder i græsk Alexandria
Alexandria var oldtidens største by næst efter Rom. Den blev grundlagt oven på landsbyen Rhakotis af Aleksander den Store i april 331 f.Kr. og anlagt efter den hippokratiske byplan af arkitekten Deinokrates fra Rhodos. Makedonerne havde erobret Egypten i 300-tallet og indførte en række græske guder, men nye fund viser, at de også selv tog mindre egyptiske guder - som fx kattegudinden Bastet - til sig.


Arkæologer har fundet et over 2200 år gammelt tempel dedikeret til den egyptiske kattegudinde i byen Alexandria. Bast, senere kaldt Bastet, var kattegudinden i den gamle egyptiske mytologi. Oprindeligt blev hun afbildet som en løve, men blev senere en kat. Bast var blandt andet gudinde for beskyttelse, frugtbarhed og hjemmet.


Det nyfundne tempel ligger i byens gamle, kongelige kvarter og er fyldt med ca. 600 statuer af katte. Ifølge arkæologerne tilhørte templet dronning Berenike II (267 f. Kr. - 221 f. Kr.) - hustru til græsk-makedonske Ptolemæus III, som herskede over Egypten i 200-tallet f.Kr.


Herskere har det med at guddommeliggøre sig selv. Det gælder Egyptens faraoner såvel som flere af de senere kongelige grækere eller makedonere. Fx blev dronning Berenike II guddommeliggjort i Aleksandria, som led i en kultdyrkelse, og der udstedtes faktisk et dekret som befalede, at "mandlige og kvindelige sangere skulle synge hele dagen foran statuen af Berenike."


Det er nærliggende, at antage, at der er en sammenhæng mellem det kvindelige element i dyrkelsen den egyptiske kattegudinde og dronning Berenike II. Måske behøves der religiøse overtoner, hvis en kvindelig monark skal accepteres af befolkningen?


Guddommelig status accepteres dog sjældent i ens egen familie. Kort efter sin mands død (221 f.Kr.) blev Brenike II myrdet på foranledning af hendes søn Ptolemæus IV.


Arkæologerne er i øjeblikket i gang med at udgrave store dele af oldtidens Alexandria under den moderne by og håber på at gøre flere fund omkring kattetemplet.


Anders Holm
Antropolog

preload spinner