Jellinge projektet

I det storstilede Jelling projekt, hvor projektleder Anne Petersen fra Nationalmuseet sammen med naturvidenskabsfolk og arkæologer undersøger landskabet omkring højene, er 1.000 år gamle grønne planter og sporene af et langhus i og omkring Jellinghøjene dukket op.

Resultaterne vækker begejstring. Der er tale om fundet af 1.000 år gamle græstørv med grønne vækstlag og et langhus på 23,5 meter. Det er, hvad de første boreprøver i Nordhøjen i Jelling og udgravninger i området har vist.

Illustration til højre: Luftfoto fra udgravningsområdet med skibssætning syd og markering af de lange søgegrøfter, der bores efter (hvide linjer)

”Noget af det, vi gik efter, det var at få et billede af, hvordan landskabet var i vikingetiden omkring højene. Det har faktisk været så godt, som vi kunne håbe på, fordi det, at græsset stadigvæk er grønt, og mosserne stadigvæk er grønne, det betyder, at vi har hele vegetationsbilledet fra de græstørv bevaret”, siger adjunkt Mads Holst fra Afdeling for Forhistorisk Arkæologi ved Århus Universitet.

Højen holder tilsyneladende godt på vandet, og det har skabt gode forhold for plantevæksten inde i den. Man skal tæt på for at se, at græsset ikke er nyt, men 1000 år gammelt. Også fundet af det 23,5 meter lange hus fra slutningen af 900-tallet kan give et godt billede af, hvordan Jelling så ud på Harald Blåtands tid.

”Det er det første, der er fundet i Jelling af bygninger uden for selve monumenterne. Det er den arkitektur, der er karakteristisk for Jelling-kongerne”, siger Mads Holst. (Offentliggjort 02.09.09 kl. 17:19)

Næste side
preload spinner