Farvefremstilling i oldtidens Ægypten
Vi ved, at faraonernes ægyptere værdsatte guld, turkis og lapis som hellige farver. Guld repræsenterede solen, den lyseblå turkis morgenhimmelen og den mørkere blå lapis nattehimmelen.
De nævnte stene blev også pulviseret og benyttet til farvning af papyri, læder og smykker.
Vores viden om oldtidens ægyptiske farveteknologi kommer fra en håndfuld ældgamle papyri. Det vigtigste, befinder sig i Leiden museumsamling og er kendt som Papyrus X. Det indeholder opskrifter til fremstilling af pigmenter. En anden papyrus, fra en samling i Stockholm, indeholder opskrifter på farvning og på fremstilling af kunstige ædelsten.
To grundlæggende farver stammer fra organiske kilder. Hvid pigment blev produceret af knuste ben eller elfenben. Sort blev skabt af den sod der produceres af olie lamper (i dag kendt som lampesort, en rig fløjlsagtig sort) eller ved ristning af knust elfenben (i dag kendt som elfenben sort, en varm, let brunlig-sort).
En af de første farvenyskabelser i det gamle Ægypten var inden for tekstilfarvning. For at få et farvestof til at binde til stof (eller læder), skal bruges et bejdsemiddel som alun (en sulfat af aluminium og kalium). Når farveprocessen er færdig, danner bejdsen en fast masse, der fixerer farvestoffet. Pulverisering af dette affald udgør en udmærket pigment.
En af de mest udbredte pigmenter, der anvendes i det gamle Egypten blev produceret fra de tørrede organer af hun-skjoldlus af familien Coccidae i slægten Kermes. Kermes er levende rød farve, kendt i dag under navnet carmin.
De fleste pigmenter i det gamle Egypten blev afledt af mineraler, knust og pulveriseret til brug med passende bindemidler såsom æg eller trægummi. Men udgifterne til nogle af disse mineraler var meget kostbare. Lapis lazuli, for eksempel, skulle importeres over Sinai-ørkenen fra Centralasien, og blev derfor oftest brugt til de vigtigste helligbilleder. Det turkisblå pigment chrysocolla blev brugt til at lave en lim til klæbning af bladguld.
Jernoxider som rød-og gul-okker, kobber karbonater som malakit og Azurite, samt kridt og kul var meget giftige, og håndværkerne havde ikke dagens moderne beskyttende handsker og støvmasker ved hånden. Især mineralet orpiment, der producerer en lysgul pigment, og realgar, som er en rødlig-orange farve, er begge meget giftige former af arsenik sulfid. Farvefremstilling har givet kostet mange menneskeliv.
Vi bør derfor bære antikke ægyptiske smykker med respekt.
De nævnte stene blev også pulviseret og benyttet til farvning af papyri, læder og smykker.
Vores viden om oldtidens ægyptiske farveteknologi kommer fra en håndfuld ældgamle papyri. Det vigtigste, befinder sig i Leiden museumsamling og er kendt som Papyrus X. Det indeholder opskrifter til fremstilling af pigmenter. En anden papyrus, fra en samling i Stockholm, indeholder opskrifter på farvning og på fremstilling af kunstige ædelsten.
To grundlæggende farver stammer fra organiske kilder. Hvid pigment blev produceret af knuste ben eller elfenben. Sort blev skabt af den sod der produceres af olie lamper (i dag kendt som lampesort, en rig fløjlsagtig sort) eller ved ristning af knust elfenben (i dag kendt som elfenben sort, en varm, let brunlig-sort).
En af de første farvenyskabelser i det gamle Ægypten var inden for tekstilfarvning. For at få et farvestof til at binde til stof (eller læder), skal bruges et bejdsemiddel som alun (en sulfat af aluminium og kalium). Når farveprocessen er færdig, danner bejdsen en fast masse, der fixerer farvestoffet. Pulverisering af dette affald udgør en udmærket pigment.
En af de mest udbredte pigmenter, der anvendes i det gamle Egypten blev produceret fra de tørrede organer af hun-skjoldlus af familien Coccidae i slægten Kermes. Kermes er levende rød farve, kendt i dag under navnet carmin.
De fleste pigmenter i det gamle Egypten blev afledt af mineraler, knust og pulveriseret til brug med passende bindemidler såsom æg eller trægummi. Men udgifterne til nogle af disse mineraler var meget kostbare. Lapis lazuli, for eksempel, skulle importeres over Sinai-ørkenen fra Centralasien, og blev derfor oftest brugt til de vigtigste helligbilleder. Det turkisblå pigment chrysocolla blev brugt til at lave en lim til klæbning af bladguld.
Jernoxider som rød-og gul-okker, kobber karbonater som malakit og Azurite, samt kridt og kul var meget giftige, og håndværkerne havde ikke dagens moderne beskyttende handsker og støvmasker ved hånden. Især mineralet orpiment, der producerer en lysgul pigment, og realgar, som er en rødlig-orange farve, er begge meget giftige former af arsenik sulfid. Farvefremstilling har givet kostet mange menneskeliv.
Vi bør derfor bære antikke ægyptiske smykker med respekt.
