Tutankhamon død af malaria
Gåden er løst: Tutankhamon døde af malaria
Den unge ægyptiske farao Tutankhamon døde af malaria og blev ikke myrdet, som mange hidtil har troet.
Det oplyste et internationalt hold forskere fra blandt andet Ægypten og Tyskland.
Illustration på forrige side: Tutankhamons berømte guldmaske
Det viser sig, at Kong Tutankhamon, hvis lille gravkammer åbenbarede en intakt overdådig skat, i sin tid humpede rundt på skrøbelige ben og havde klumpfod.
Men han døde antageligt af malaria omkring 1324 f.Kr., i en alder af 19 år.
Der har været mange spekulationer om hans liv, siden hans gravkammer blev opdaget af Howard Carter i 1922 i Kongernes Dal.
Men nu er vi kommet nærmere sandheden.
Illustration herover: Forskere undersøger Tutankhamons mumie
Der er blevet foretaget prøver på 16 kongelige mumier og fire af disse, herunder Tutankhamon, var smittet med en alvorlig form for malaria. Hermed udelukkes tidligere teorier om drab eller andre former for sygdomme. Videnskabsfolkene har gennemført de genetiske og radiologiske prøver fra 2007 til 2009.
Illustration herover: Tutankhamons mumificerede hoved
Forskerne mener, at Tutankhamon havde et benbrud, der muligvis stammede fra et fald. Dette brud og malariainfektionen kan let have ført til hans tidlige død, mener de. Undersøgelserne afslørede også, at Tutankhamon, foruden en mild form for klumpfod, også led af en ganespaltning og en række knoglesygdomme. Bl.a. Köhlers sygdom. Og så gik han med kæp.
Illustration herover: Ægyptisk Museum, Cairo
Besøger man Tutankhamons grav i Kongernes Dal, må man undres over, at den lille grav kunne rumme den omfattende skat som i dag er udstillet i Ægyptisk Museum i Cairo. Det kan blive fatalt, hvis de nuværende uroligheder, spreder sig til museet, da museets ufattelige rigdomme måske ikke er tilstrækkeligt beskyttet. Mandag, d. 31. januar 2011, forlød det, at uromagere var trængt ind og havde stjålet nogle genstande.
Illustration herover: Glade demonstranter i Cairo, 2. februar 2011
En af verdens største kulturskatte er truet og historien om faraonerne kan miste sit vidnesbyrd. Vi må håbe, at UNESCO har øje for denne mulige kulurkatatrofe. Imellemtiden fortsætter både den berettigede opstand og den fredelige forskning i Ægyptiens fascinerende fortid og Museumssmykker vil holde øje med udviklingen.