Nisser
Siden 1500-tallet har der været beretninger om en lille skabning, en gårdbo, som færdedes i nærheden af gårdene og som mentes at have deres oprindelse fra skove og bjergegne. Præsterne brød sig dengang ikke om den lille fyr og 1500-tallet præsters beklagede sig over folk som i "tyk Vildfarelse" tror på "hint huslige Spøgelse eller Nisse".
Et folkeslag af små mennesker
Det er slet ikke utænkeligt, at en lille rest fra et gammelt folkeslag har drevet omkring i Europas skove, fortrængt af den stigende inddragning af jorde og fældning af træer og mange beretninger fortæller herom.
Da nisserne, som følge af marginaliseringen, har været meget sky er dokumentationen sparsom og efterhånden er vidnesbyrd blevet til folketro. Nissen eller gnomen betragtedes i 1600-tallet som et folketrosvæsen, og kaldes undertiden "Nis" eller "Nisse", en diminutivform af det populære drengenavn Niels.
Illustration herover: Nimtofte Krat. Et tilholdssted for de sidste nisser. Sidste træf blev set 1830
Nissevæsenet i folkemunde
"Nisse" er ikke blot en "artsbetegnelse", men også et navn. Der er måske tale om et såkaldt noa-navn, dvs. et "kælenævn", som bruges fordi væsnets eget oprindelige navn er for magisk ladet eller farligt til at blive udtalt og anvendt. Nisses påklædning ligner bondens egen: grå bukser og trøje, plus en rød hue. Andre beretninger angiver nissens højde som svarende til en 10-årig dreng.
Kirken har fremhævet de mest usandsynlige sagn for at mane folketroen i jorden og fortæller at bønderne troede, at nissen kunne vise sig som en gås, en kat eller en hund. Og nissen er altid hankøn, i modsætning til fx. bjergfolkene, der består af både små mænd og kvinder og som lever en tilværelse, der minder om menneskenes. Dvs. at de bl.a. gifter sig og får børn. Her er vi nærmere sandheden for "små sky mennesker" har været beskrevet i Nordsverige siden 1680, hvor degnebøger i Litantorp, 200 km nord for Årjäng er fyldt med beretninger.
Herover: Håndværkskyndige bjergfolk arbejder i en underjordisk hule. Tegnet af Jonas Thomas Lundby efter hukommelse, 1840'rne.
Fx hører vi om "Gårdpue æder Grød dyppet i Smør". Nogle kaldte gårdboen en stedvætte, et lille overnaturligt væsen, som bor på, eller i nærheden af, gården, og som iflg. folketroen altid er et mandligt væsen.
Etnologien bekræfter sagnet
Også museumsinspektør Jan Gruwier Larsen tager skabningen ganske alvorligt. " Der findes faktisk rigtig mange nisseberetninger, og vi hører stadig om folk, der ser nisser. De fleste nisseberetninger er fra 1800-tallet, og det hænger sammen med, at man på det tidspunkt kun havde et par procent skov tilbage i Danmark.
Kjeld E. Midthuns gengivelse af et gammelt norsvensk folkesagn. Gårboen ved Hedmark ligner hvad vi genkender som en nisse (i front)
Nisserne søgte tilflugt på gårdene og havde i den periode en del med mennesker at gøre. Men det var ikke altid et lykkeligt bekendtskab" siger Jan Gruwier Larsen. "Nisser kan være godmodige drillepinde, men de har også begået mord og brændt gårde ned. Man skal huske, at nisserne er resterne af et folk, der er blevet nødt til hele tiden at vige. De har af og til grebet til guerillataktik, som man ofte ser det hos undertrykte folkeslag", fortæller han.
Kjeld E. Midthun. Nisser i sneen
Nyeste vidnesbyrd om gårdboens eksistens
Nisseagtige væsner fandtes sandsynligvis også i førkristen tid, og er "flyttet med" efter kristendommens indførelse. Sporer man dokumentationen længere tilbage, kan arkæologer bekræfte fund af skelletter af små mennesker, der som en art, har levet udenfor byerne siden 600-tallet. Seneste fund er i Sydnorge i Hyttedalen nær den svenske grænse. Her fandt etnologer skeletter af en hel familie under en hustomt. De målte mellem 30-100 cm og deres tænder bar præg af at have levet af bær og rødder. Dateringen er omkring 780 e.Kr. Det er 14. fund siden 1980.
Skelet af en "gårdbo" fra st. Heddinge på ca. 60 cm. Udgravet af store Heddinge Museum, 1992
I Indonesien, på øen Flores, har man fundet 12.000 år gamle fossiler af en mennesketype, der er godt en meter høj. Der er altså intet biologisk til hinder for, at så lille en mennesketype eksisterer. Når vi ikke ser nisser nu om dage, er det ikke nødvendigvis fordi racen er uddød, men snarere, fordi de er ekstremt gode til at gemme sig, og dels fordi vi ikke er opmærksomme på dem. Vi ser kun det, vi forventer, siger museumsinspektør Jan Gruwier Larsen.
Hofnarren Sebastian de Morra, oliemaling af Velázquez, 1636. Sandsynligvis tilhører mandslingen en gårdbo-race fra sydlige Pyrenæer
Nissetro i nyere tid
Nissetroen havde, som alle andre trosforestillinger, en sammenhæng med levevis og materielle vilkår. Den kunne fx. forklare, hvorfor nogle havde mere held med gården end andre. Det kunne bl.a. skyldes nisse-hjælp eller hekseri. Eller måske begge dele. Fx. tilstod Anne Palles - der blev henrettet for troldom i 1693 - at "Niels Goddreng" gik i hendes gård i forskellige skikkelser og hjalp med hestene. Nissens hjælp kunne fx. bestå i, at han stjal korn, foder til dyrene o.lign. på andre gårde. Hans løn var grød på helligaftener, - og han skulle desuden behandles med respekt.
Nisseplagere
Om nisseplagere fortælles, at de bliver kastet frem og tilbage over huset, eller bliver lagt til at sove på en stige over brønden. Nissen kunne være så "farlig", at præsten måtte komme og mane. Ligesom man maner djævle og spøgelser væk.
Hvis man havde en nisse, som ønskede at slippe af med, kunne man ganske enkelt bede ham flytte. I så fald kunne han tage alt hvad han havde tilført gården med til det nye sted, - og dermed efterlade stor fattigdom i sit gamle "hjem".
En mare. Deraf et "mareridt". Måske oprindeligt en gårdbo (nisse).
Nisseudrivelse
En række sagn kan fortælle om nisser, der ikke frivilligt vil forlade deres opholdssted. Sådanne tilfælde krævede professionel hjælp, dvs. at man måtte få præsten til at møde i fuldt ornat og mane nissen ned. Nedmaning er også den metode som man brugte, når ubehagelige spøgelser skulle drives ud. Mange kvinder fortæller om et lille væsen, der om natten sad på dem og red dem som en mare. De forvekslede sikkert gårdboen med en dæmon (mare)
Gårdboen skal fedes op hver vinter
Grunden til, at nisser associeres med julen skyldtes muligvis, at de har færdedes tæt til gårdene i december måned omkring midvinter. I julen har der været meget mad på gårdene, og det er netop den årstid, hvor nisserne skal fedes op til vinteren. Derfor har der altid været en tæt forbindelse mellem nisser og mennesker i julemånederne, uden at nisserne egentlig har noget med julen at gøre.
Nissefest i "moderne" gengivelse. Carsten Ravn 1859-1914
Nissekulturen i opløsning
Alt tyder på at gårdboen er et sent levn af et gammelt folkeslag, som har forsynet hoffene i Europa med dværge og hofnarre, minerne med arbejdere, skovene og bjergene med små-samfund og efter at nissekulturen er gået i opløsning i 1600-tallet, har de levet som storfamilier nær gårdene helt op til 1800-tallet hvorfra de sidste sikre øjenvidnesberetninger stammer. Nisserne blev efterhånden fortrængt til de nordiske lande.
Det ældste nissebillede i Norden
Det væsen, der inspirerede Constantin Hansen til at klippe "kravlenisser" i 1836, er netop bondesamfundets gårdbo, og han har støttet sig til folkeberetninger, der kan dateres helt tilbage til 1500-tallet, hvor nissevæsnet accepteredes som et af mange af de nordiske folk.
Det ældste billede af en nisse findes i Olaus Magnus´ historie om de nordiske folk fra 1555. Billedet havde også været gengivet på Carta Marina fra 1539
Anders Holm
Antropolog
Et folkeslag af små mennesker
Det er slet ikke utænkeligt, at en lille rest fra et gammelt folkeslag har drevet omkring i Europas skove, fortrængt af den stigende inddragning af jorde og fældning af træer og mange beretninger fortæller herom.
Da nisserne, som følge af marginaliseringen, har været meget sky er dokumentationen sparsom og efterhånden er vidnesbyrd blevet til folketro. Nissen eller gnomen betragtedes i 1600-tallet som et folketrosvæsen, og kaldes undertiden "Nis" eller "Nisse", en diminutivform af det populære drengenavn Niels.
Illustration herover: Nimtofte Krat. Et tilholdssted for de sidste nisser. Sidste træf blev set 1830
Nissevæsenet i folkemunde
"Nisse" er ikke blot en "artsbetegnelse", men også et navn. Der er måske tale om et såkaldt noa-navn, dvs. et "kælenævn", som bruges fordi væsnets eget oprindelige navn er for magisk ladet eller farligt til at blive udtalt og anvendt. Nisses påklædning ligner bondens egen: grå bukser og trøje, plus en rød hue. Andre beretninger angiver nissens højde som svarende til en 10-årig dreng.
Kirken har fremhævet de mest usandsynlige sagn for at mane folketroen i jorden og fortæller at bønderne troede, at nissen kunne vise sig som en gås, en kat eller en hund. Og nissen er altid hankøn, i modsætning til fx. bjergfolkene, der består af både små mænd og kvinder og som lever en tilværelse, der minder om menneskenes. Dvs. at de bl.a. gifter sig og får børn. Her er vi nærmere sandheden for "små sky mennesker" har været beskrevet i Nordsverige siden 1680, hvor degnebøger i Litantorp, 200 km nord for Årjäng er fyldt med beretninger.
Herover: Håndværkskyndige bjergfolk arbejder i en underjordisk hule. Tegnet af Jonas Thomas Lundby efter hukommelse, 1840'rne.
Fx hører vi om "Gårdpue æder Grød dyppet i Smør". Nogle kaldte gårdboen en stedvætte, et lille overnaturligt væsen, som bor på, eller i nærheden af, gården, og som iflg. folketroen altid er et mandligt væsen.
Etnologien bekræfter sagnet
Også museumsinspektør Jan Gruwier Larsen tager skabningen ganske alvorligt. " Der findes faktisk rigtig mange nisseberetninger, og vi hører stadig om folk, der ser nisser. De fleste nisseberetninger er fra 1800-tallet, og det hænger sammen med, at man på det tidspunkt kun havde et par procent skov tilbage i Danmark.
Kjeld E. Midthuns gengivelse af et gammelt norsvensk folkesagn. Gårboen ved Hedmark ligner hvad vi genkender som en nisse (i front)
Nisserne søgte tilflugt på gårdene og havde i den periode en del med mennesker at gøre. Men det var ikke altid et lykkeligt bekendtskab" siger Jan Gruwier Larsen. "Nisser kan være godmodige drillepinde, men de har også begået mord og brændt gårde ned. Man skal huske, at nisserne er resterne af et folk, der er blevet nødt til hele tiden at vige. De har af og til grebet til guerillataktik, som man ofte ser det hos undertrykte folkeslag", fortæller han.
Kjeld E. Midthun. Nisser i sneen
Nyeste vidnesbyrd om gårdboens eksistens
Nisseagtige væsner fandtes sandsynligvis også i førkristen tid, og er "flyttet med" efter kristendommens indførelse. Sporer man dokumentationen længere tilbage, kan arkæologer bekræfte fund af skelletter af små mennesker, der som en art, har levet udenfor byerne siden 600-tallet. Seneste fund er i Sydnorge i Hyttedalen nær den svenske grænse. Her fandt etnologer skeletter af en hel familie under en hustomt. De målte mellem 30-100 cm og deres tænder bar præg af at have levet af bær og rødder. Dateringen er omkring 780 e.Kr. Det er 14. fund siden 1980.
Skelet af en "gårdbo" fra st. Heddinge på ca. 60 cm. Udgravet af store Heddinge Museum, 1992
I Indonesien, på øen Flores, har man fundet 12.000 år gamle fossiler af en mennesketype, der er godt en meter høj. Der er altså intet biologisk til hinder for, at så lille en mennesketype eksisterer. Når vi ikke ser nisser nu om dage, er det ikke nødvendigvis fordi racen er uddød, men snarere, fordi de er ekstremt gode til at gemme sig, og dels fordi vi ikke er opmærksomme på dem. Vi ser kun det, vi forventer, siger museumsinspektør Jan Gruwier Larsen.
Hofnarren Sebastian de Morra, oliemaling af Velázquez, 1636. Sandsynligvis tilhører mandslingen en gårdbo-race fra sydlige Pyrenæer
Nissetro i nyere tid
Nissetroen havde, som alle andre trosforestillinger, en sammenhæng med levevis og materielle vilkår. Den kunne fx. forklare, hvorfor nogle havde mere held med gården end andre. Det kunne bl.a. skyldes nisse-hjælp eller hekseri. Eller måske begge dele. Fx. tilstod Anne Palles - der blev henrettet for troldom i 1693 - at "Niels Goddreng" gik i hendes gård i forskellige skikkelser og hjalp med hestene. Nissens hjælp kunne fx. bestå i, at han stjal korn, foder til dyrene o.lign. på andre gårde. Hans løn var grød på helligaftener, - og han skulle desuden behandles med respekt.
Nisseplagere
Om nisseplagere fortælles, at de bliver kastet frem og tilbage over huset, eller bliver lagt til at sove på en stige over brønden. Nissen kunne være så "farlig", at præsten måtte komme og mane. Ligesom man maner djævle og spøgelser væk.
Hvis man havde en nisse, som ønskede at slippe af med, kunne man ganske enkelt bede ham flytte. I så fald kunne han tage alt hvad han havde tilført gården med til det nye sted, - og dermed efterlade stor fattigdom i sit gamle "hjem".
En mare. Deraf et "mareridt". Måske oprindeligt en gårdbo (nisse).
Nisseudrivelse
En række sagn kan fortælle om nisser, der ikke frivilligt vil forlade deres opholdssted. Sådanne tilfælde krævede professionel hjælp, dvs. at man måtte få præsten til at møde i fuldt ornat og mane nissen ned. Nedmaning er også den metode som man brugte, når ubehagelige spøgelser skulle drives ud. Mange kvinder fortæller om et lille væsen, der om natten sad på dem og red dem som en mare. De forvekslede sikkert gårdboen med en dæmon (mare)
Gårdboen skal fedes op hver vinter
Grunden til, at nisser associeres med julen skyldtes muligvis, at de har færdedes tæt til gårdene i december måned omkring midvinter. I julen har der været meget mad på gårdene, og det er netop den årstid, hvor nisserne skal fedes op til vinteren. Derfor har der altid været en tæt forbindelse mellem nisser og mennesker i julemånederne, uden at nisserne egentlig har noget med julen at gøre.
Nissefest i "moderne" gengivelse. Carsten Ravn 1859-1914
Nissekulturen i opløsning
Alt tyder på at gårdboen er et sent levn af et gammelt folkeslag, som har forsynet hoffene i Europa med dværge og hofnarre, minerne med arbejdere, skovene og bjergene med små-samfund og efter at nissekulturen er gået i opløsning i 1600-tallet, har de levet som storfamilier nær gårdene helt op til 1800-tallet hvorfra de sidste sikre øjenvidnesberetninger stammer. Nisserne blev efterhånden fortrængt til de nordiske lande.
Det ældste nissebillede i Norden
Det væsen, der inspirerede Constantin Hansen til at klippe "kravlenisser" i 1836, er netop bondesamfundets gårdbo, og han har støttet sig til folkeberetninger, der kan dateres helt tilbage til 1500-tallet, hvor nissevæsnet accepteredes som et af mange af de nordiske folk.
Det ældste billede af en nisse findes i Olaus Magnus´ historie om de nordiske folk fra 1555. Billedet havde også været gengivet på Carta Marina fra 1539
Anders Holm
Antropolog
