Jean-Baptiste Tavernier
Jean-Baptiste Tavernier
Den rejsende købmand Jean-Baptiste Tavernier (1605-89) rejste flere gange til Indien. Han besøgte de berømte miner i Colconda i Midtindiens Elorabælte, og vendte tilbage med stene i den fineste kvalitet.
Illustration på forrige side: Jean-Baptiste Tavernier. Fransk opdagelsesrejsende som beskrev stormogulerne Shah Jahans og Aurangzebs store kendskab til ædelstene og slibning og han besøgte de berømte indiske diamantminer i Colconda flere gange.
Ædelstensgruset i Colconda var utrolig rigt på diamant og korund (safir/rubin) og området forsynede Europæiske fyrstehoffer med stene fra Indien via arabiske handelsmænd, siden portugisiske (14-1600-tallet) og franske og engelske (17-1800-tallet).
De fineste eksemplarer gik ved lov dog altid til den siddende stormugul. Mogulerne Jahangir, Shah Jahan og hans søn Aurangzeb (1600-1700) var selv eksperter i stene og vogtede nidkært over de bedste fund i Colconda bæltet og forlangte dem udleveret fra sultanerne her. I 1700-tallet var de berømte indiske miner udtømt.
Illustration herunder: 10 km udenfor Hydarabad i Indien, ligger resterne af Colconda Fort. Engang var det et mægtigt sæde for de dynastiske Qutb Shali sultaner, som oprindeligt kom fra Persien. Colcondas rigdomme stammede især fra de berømte diamantminer som var rigt på ædelstensgrus, hvor også safir og rubiner forekom. Området forsynede Europæiske fyrstedømmer med ædelstene gennem mere end 200 år.
Tavernier lærte i anden halvdel af 1600-tallet, den indiske stenslibnings-teknikker, at kende og tog denne viden med sig hjem. Indiens viden om stene og slibning har uden tvivl bidraget til stenslibningens og diamantslibningens udvikling i Europa. Indien opdagede f.eks. diamantens usædvanlige hårdhed allerede omkring år 0 og lærte tidligt at slibe den med støvet fra en anden diamant.
Nogle historikere mener, at brillant-slibningens oprindelse sandsynligvis var i Paris og ikke i Italien, men et faktum er det, at det blev Amsterdam som senere blev center for Europæisk diamantslibning.
Mod slutningen af århundredet, var det almindelig praksis, at diamanters bagside blev beklædt med folie for at øge glansen, og de blev indfattet i sølv i stedet for guld for at forstærke illusionen om størrelse og stenens hvidhed og skjule de mangler som slibningen endnu havde, dvs. manglende refleksion af lys. Det klare hvide guddommelige skær erstattede i popularitet de farvede stene, fordi det ikke var set før.
Illustration herover: Facetterne fremhæver stenens hvidhed. Før facet-slibningens udvikling, blev lyset tabt i stenen, hvorfor de farvede sten blev foretrukket. Med den ny facet-slibning i 1600-tallet fremstod bjergkrystaller og klare diamanter for første gang guddommeligt hvide. Her vist med øreringe i bjergkrystal.
