Klassisk Diamantslibning

Klassisk diamantslibning

Indtil 1350 blev smykkestene lavet af guldsmede og ikke af specialister som juvelerer, der først trådte ind på scenen i 1370'erne.

Der var en grund til at farvede diamanter var mest værdsat i 1300-tallet. Den klare diamant fremstod nemlig dengang ofte mørk. Dette skyldtes især, at man fra slutningen af 1300-tallet forfinede slibningen og skabte fire-hjørne-facetter. Slibningen kaldes "Old Single Cut" og den viste ikke diamantens sande brillans eller ild, så stenen fremstod derfor mørk. Der var endnu lang til den perfekte slibning.

1400-tallet
At portrættere et guldsmedeværksted var populært, bl.a. som symbol på ædel kunst i ånd såvel som hånd. Det viste motiv her, er malet af sweitzseren Niclaus Manuel i 1515 på bestilling af maler- og guldsmedelauget i Bern og portræterer St. Eloy (se glorien) som lærling i et guldsmedeværksted.

Illustration forrige side: Maleri af Manuel Niklaus (1484-1530), viser helgenen St. Eligius som guldsmed

Mesteren til højre er ved at indgravere en fatning på en guldring. Han holder ringen i en blød hvid klud i sin venstre hånd, og udfører designet med et skarpt værktøj i sin højre. Mange andre typer værktøj - file, tænger, chisels, dividers - ligger spredt på den lavere bænk. Der er også en boks med vægte, mest til bestemmelse af produkternes værdi. Historikere mener at kunne dokumentere, at en egentlig kunstfærdig slibning og facettering begyndte i 1400-tallets Nederlande, som siden blev centret for juvelerer, skønt opkomsten af Amsterdam som ædelsten-slibningens hovedsæde tilhører en meget senere periode.

Den flamske stensliber Lodewyk (Louis) van Berquem, præsenterede i året 1475 i Brügge, Belgien, konceptet om den absolutte symmetri i placeringen af facetterne i stenen. Han frembragte det pæreformede "Pendeloque" eller "Briolette" slib.



Illustration herover: Klassisk diamantslib med "bord", "krone", "pavillon" og endespids. Den viste slibning blev først teknisk mulig i 1900-tallet.

Den berømte 55 karats Sancy Diamant, også kaldet Maharajaen af Guttiola, og den 135 karats store Florentinske Diamant (tilhørt Medici familien, hertugen af Burgundiet, 1467) er begge Briolette-slebet. Det siges at skaberen var førnævnte van Berquem.

Pendelogue- eller Briolette formen var ikke kommercielt efterstræbt dengangfordi den manglede ild, spredning eller brillans (lysspil). Der var desuden en stor mængde spild i slibe-processen, så formen var kun passende for visse irregulære former af rå diamant. Det var ikke 1400-tallet der løste gåden om det perfekte slib.

Illustration herunder: Eksempler på pendeloque eller briolette-slib. Øreringe i 5 led bestående af facdetslebne granater (røde), amethyster (lilla), peridot (grønne) og topaz (gule) indfattet i sølv. Mogulsstil/rajastil 1526-1858. Øresticker.